Version 1.0, 4. oktober 2026. Vilkårene gælder mellem Gottlieb IT ApS (binavn gott-IT ApS), CVR-nr. 30727592, Plantagevej 10, 2800 Kgs. Lyngby ("Leverandøren") og den virksomhed, der opretter et abonnement på gott-IT ERP på erp.gott-it.dk ("Kunden"). Den gældende version står på denne side; den version Kunden accepterede ved oprettelsen, registreres, og afløste versioner arkiveres uændret og kan fremvises på anmodning.
1. Aftalen og parterne
1.1. Aftalen indgås, når Kunden opretter sig i appen og accepterer vilkårene. Den person, der opretter Kunden, indestår for at kunne tegne Kunden.
1.2. Appen udbydes kun til virksomheder og foreninger registreret i Danmark med CVR-nummer. Aftalen er en aftale mellem erhvervsdrivende, så forbrugerbeskyttelsesreglerne, herunder fortrydelsesretten, gælder ikke.
1.3. Ved oprettelsen tiltræder Kunden samtidig databehandleraftalen for gott-IT ERP, som er et bilag til disse vilkår, og bekræfter at have læst privatlivspolitikken.
2. Tjenesten
2.1. gott-IT ERP er en webapp, der kobler Kundens e-conomic-regnskab, bank og bilagskilder sammen og foreslår bogføring af banklinjer og bilag, danner betalingsfiler og har tidsregistrering og fakturering af projekter.
2.2. Forbindelserne kræver, at Kunden selv har en aftale med de systemer, appen kobles på: e-conomic, banken, mailpostkassen og evt. Stripe. Kunden forbinder dem selv med sit eget login og kan afbryde dem igen når som helst, og så slettes tokenet hos Leverandøren med det samme. Appen kan ikke mere end den adgang, Kunden har givet, og Leverandøren hæfter ikke for de systemer, ud over at appen bruger dem korrekt.
2.3. Leverandøren kan løbende ændre og forbedre appen, så længe kernefunktionerne ikke forringes væsentligt i en betalt periode.
3. Brugere og adgang
3.1. Kunden bestemmer, hvem der har adgang, og til hvilke moduler, og kan invitere fx en bogholder eller revisor, evt. med tidsbegrænset adgang. Der skal altid være mindst én bruger hos Kunden, der kan administrere brugerne. Kunden er ansvarlig for, at adgang kun gives til personer, der skal have den, og for handlinger foretaget af Kundens brugere.
3.2. Brugerne logger ind med Microsoft eller Google og skal holde deres login for sig selv.
3.3. Leverandøren kan ikke åbne Kundens data uden Kundens samtykke. Har Kunden brug for hjælp i sine egne data, giver Kunden supportadgang i appen for en begrænset periode (højst 7 dage), og alt hvad Leverandøren gør under supportadgangen, logges og kan ses af Kunden.
4. Bogføringen er Kundens
4.1. Appen foreslår, og Kunden godkender. Intet skrives til e-conomic, uden at en bruger hos Kunden har godkendt det, og Kunden er selv ansvarlig for bogføringen, herunder konti, moms, frister, indberetninger og at bilagene er de rigtige. Det gælder også, når Kunden bruger forslagene uden at rette i dem.
4.2. Betalingsfiler, som appen danner, gennemføres først, når Kunden har godkendt dem i sin bank. Kunden er ansvarlig for at kontrollere modtager og beløb inden godkendelsen.
4.3. Appen er et værktøj og ikke regnskabs-, skatte- eller momsrådgivning. Er Kunden i tvivl om en bogføring, skal Kunden spørge sin revisor.
5. Kundens egen AI-assistent
5.1. Appen indeholder ingen AI. Kunden kan koble sin egen AI-assistent (fx claude.ai eller en anden MCP-klient) på appen og bruge den til at arbejde med bilag og bogføring. AI-assistenten er Kundens eget valg og leveres af Kundens egen leverandør efter Kundens aftale med den, og Kunden er ansvarlig for, hvad AI-assistenten får adgang til.
5.2. Hver skrivning til e-conomic kræver, at brugeren siger ja i samtalen, og appen kontrollerer alt forfra og afviser det, der ikke stemmer. Det ændrer ikke ved pkt. 4: det, brugeren godkender, er Kundens bogføring.
6. Prøveperiode, pris og betaling
6.1. Nye kunder får en gratis prøveperiode på 30 dage. Prøveperioden gives én gang pr. CVR-nummer.
6.2. Priserne fremgår af abonnementssiden i appen. Abonnementet betales forud pr. måned eller pr. år via Stripe og fornyes automatisk, indtil det opsiges.
6.3. Priserne kan ændres med mindst 60 dages varsel til udgangen af en betalingsperiode, varslet pr. mail til Kundens kontaktadresse.
6.4. Ved manglende betaling forsøger Stripe automatisk at trække beløbet igen og sender rykker pr. mail. Lykkes det ikke, spærres adgangen til appen, indtil der er betalt. Spærringen sletter ingen data, og Kunden kan stadig få en eksport af sine data ved henvendelse til Leverandøren. Er der ikke betalt 30 dage efter spærringen, kan Leverandøren opsige aftalen, og så gælder pkt. 7.3.
7. Opsigelse og Kundens data
7.1. Kunden kan opsige abonnementet når som helst til udgangen af den betalte periode. Allerede betalte perioder refunderes ikke.
7.2. Leverandøren kan opsige aftalen med 3 måneders varsel til udgangen af en betalingsperiode og kan ophæve den uden varsel, hvis Kunden bruger appen til ulovlige formål eller forsøger at omgå dens sikkerhed.
7.3. Kunden ejer sine data og kan til enhver tid få en eksport af dem. Efter ophør gemmes Kundens database i 30 dage, så Kunden kan nå at hente sine data eller genoptage abonnementet, hvorefter databasen slettes. Kunden kan også selv slette sin virksomhed i appen med det samme. I begge tilfælde udløber backups 30 dage efter sletningen, og så er alt væk hos Leverandøren, jf. databehandleraftalen pkt. 10. Det, appen har skrevet til Kundens e-conomic, bliver liggende dér.
8. Drift og support
8.1. Leverandøren tilstræber høj oppetid, men garanterer ikke en bestemt oppetidsprocent. Appen afhænger af e-conomic, banken, Enable Banking og de øvrige systemer, den kobles på, og nedetid hos dem ligger uden for Leverandørens kontrol.
8.2. Support ydes pr. mail til lgo@gott-it.dk i almindelig arbejdstid, og Leverandøren tilstræber at svare inden 2 arbejdsdage. Support omfatter brugen af appen og fejl i den, ikke bogføringsrådgivning eller opsætning af Kundens regnskab, som kan aftales særskilt.
9. Ansvar
9.1. Leverandøren er ikke ansvarlig for indirekte tab, driftstab, tabt fortjeneste eller følgeskader, herunder tab som følge af forkert bogføring, moms eller betalinger, som Kunden har godkendt, jf. pkt. 4, eller af at appen eller de systemer, den kobles på, ikke er tilgængelige.
9.2. Leverandørens samlede ansvar under aftalen er begrænset til det beløb, Kunden har betalt for appen i de 12 måneder forud for det ansvarspådragende forhold.
9.3. Begrænsningerne gælder ikke ved forsæt eller grov uagtsomhed, eller hvor ansvar ikke gyldigt kan fraskrives efter ufravigelig lovgivning.
9.4. Ingen af parterne er ansvarlige for forhold uden for deres kontrol (force majeure), herunder nedbrud hos underleverandører, som parten ikke med rimelighed kunne have undgået.
10. Rettigheder
10.1. Leverandøren ejer appen og dens software. Kunden ejer sine data.
11. Ændring af vilkår og lovvalg
11.1. Leverandøren kan ændre vilkårene med mindst 30 dages varsel pr. mail til Kundens kontaktadresse. Kan Kunden ikke acceptere ændringen, kan Kunden opsige aftalen til ændringens ikrafttræden.
11.2. Aftalen er underlagt dansk ret. Tvister afgøres ved Leverandørens hjemting.
